Søvnproblemer
Har du problemer med at falde i søvn? Eller vågner du flere gange om natten? Søvn er utroligt vigtigt for os, både for vores fysiske velvære og mentale helbred. Stort set alle har oplevet nætter, hvor de bare ikke kunne sove. Det er ikke farligt, men frustrerende. Mange nætter uden søvn kan ødelægge dage og uger, fordi du hverken har energi eller overskud. Derfor må du ikke ignorere dine søvnproblemer, hvis de er vedvarende. Heldigvis er der meget, du selv kan gøre for at komme søvnproblemerne til livs.
Om søvn og søvnbesvær
Søvnbesvær dækker over forskellige problemer i forhold til nattesøvnen. Vanskeligheder ved at falde i søvn, opretholde søvn, manglende sammenhængende søvn samt følelsen af ikke at være udhvilet efterfølgende. Over 40 % af danskere har haft problemer med at sove. For mange er problemet kortvarigt, for andre udvikles det til et kronisk problem.
Søvn har betydning for din hjerne, krop og humør. Det slider både på krop og sind at have problemer med søvnen og stå op helt uden energi. Derfor er søvn vigtig for en god og produktiv dag. Hvor meget søvn, du har behov for ændrer sig igennem livet. Det anbefales, at unge mellem 14-17 år får mellem 8-10 timers søvn, hver dag. Hos unge voksne mellem 18-25 år er anbefalingerne 7-9 timer.
Gode råd til at falde i søvn
Det kan være meget frustrerende at ligge i sengen i timevis og bare ikke kunne falde i søvn. Heldigvis er der flere ting som du kan gøre af at afhjælpe problemet.
- Gå i seng på samme tidspunkt hver aften.
- Ingen koffein i timerne inden sengetid.
- Dyrk motion, men ikke lige før du skal sove.
- Hold soveværelset køligt: mennesker sover som regel bedst ved 18-21 grader.
- Tag et varmt bad inden sengetid, det er afslappende og gør dig træt.
- Læg mobilen væk: Det blå lys fra telefoner, computere og tablets gør, at der går længere tid, før du føler dig træt.
- Berolig din krop og hjerne med ASMR, vejrtræknings- og afspændingsøvelser.
- Skriv dine forstyrrende tanker og bekymringer ned, så du kan gemme dem væk.
- Stå op, hvis du bliver frustreret. Men tænd ikke for skarpt lys og skærme, læs i stedet i en bog, læg en kabale eller et puslespil.
Du behøver ikke bekymre dig over, at du en enkelt nat i ny og næ ikke får meget søvn. Det gør ikke så meget. Men hvis det er noget, du oplever tit og over længere tid, bør du søge hjælp.
Hos Elevaid kan vi hjælpe dig, hvis du lider af søvnproblemer. Kontakt os her og få hjælp.
Typiske årsager til søvnbesvær
Der er mange faktorer, som kan gøre, at du ikke kan sove:
- Du har mange tanker og bekymringer, som du ikke kan pakke væk
- Du ligger med din mobil eller tablet inden sengetid
- Du bliver holdt vågen af koffein fra f.eks. kaffe, te, cola eller energidrikke
- Du træner inden sengetid
- Du har en uregelmæssig søvnrytme
- Du bliver stresset over ikke at kunne sove
Derudover kan søvnbesvær være et symptom på andre problemer og lidelser, såsom stress og angst. Søvn er utroligt vigtigt, og det skal tages alvorligt, hvis du oplever søvnbesvær eller søvnløshed.