Depression

Har jeg en depression? Det er et spørgsmål, som mange danskere stiller sig selv i løbet af et liv. En depression er en psykisk sygdom, som rammer mellem 3-5% af den voksne danske befolkning (Sundhed.dk). Der er ingen sammenhæng mellem forekomst af depression og fx indkomst, alder eller hudfarve – alle kan rammes af en depression.

Hvad er en depression?

En depression er en psykisk sygdom, hvor man oplever at være nedtrykt gennem længere tid uden at kunne forklare hvorfor. Graden af nedtrykhed kan variere fra at være trist til at være ekstremt nedtrykt eller ’i et sort hul’, hvor man har svært ved at finde mening med tilværelsen. Hvis man har en depression, så vil man ofte opleve dalende livskvalitet samt udfordringer med at fastholde motivation på arbejde og i sociale relationer. De fleste mennesker vil også opleve at være drænet for energi og have nedsat lyst og interesse til ting man normalt kan lide at lave. Depression kan ofte udløses af eller ses i sammenhæng med andre psykiske udfordringer såsom angst, stress eller manglende selvværd.

Det er vigtigt at understrege, at en depression kan opleves forskelligt fra person til person. Det er altså meget individuelt, hvordan man for eksempel oplever følelsen af at være trist eller nedtrykt.

Jeg føler mig nedtrykt - hvad skal jeg gøre?

For det første er det altid en god idé at søge læge. Graden af depression kan være meget forskellig, hvorfor det er vigtigt at tage dialogen med sundhedsfagligt personale. Såfremt du har en mildere depression eller depressive tendenser, så kan samtaleterapi være et effektivt redskab til at bryde med negative adfærdsmønstre såsom isolation. Denne type hjælp kan kombineres med eksempelvis lægeordineret antidepressiv medicin, såfremt depressionen er sværere. Søg derfor hellere læge en gang for meget, end en gang for lidt, hvis du tror, du har en depression.

Du er også velkommen til at få en gratis forsamtale, hvor du og din terapeut kan diskutere, om du kunne have gavn af et samtaleforløb hos Elevaid.

Tegn på depression

  • Man føler sig trist, nedtrykt og træt i længere tid uden at kunne forklare hvorfor
  • Man mister interessen for de fleste dele af ens liv – man oplever at mangle sin sædvanlige energi og passion
  • Man skammer sig ofte over sin tilstand
  • Man har nedsat koncentrationsevne
  • Man har en tendens til at holde sig for sig selv, og mange vil forsøge at minimere socialt samvær
  • Man sover dårligt og vågner ofte om natten

Ovenstående tegn er et udsnit af de gængse symptomer for depression. I Danmark anvender vi WHO’s definition af depression – du kan læse en mere udtømmende liste over symptomer her.