Spiseforstyrrelser

Sulter du dig selv? Kaster du op efter maden? Eller overspiser du? Og har du generelt et usundt og tvangspræget forhold til mad? Så er du langt fra alene. Det anslås, at 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse (lmsos.dk). At have en spiseforstyrrelse er en alvorlig lidelse, som skal tages seriøst. Med den rette vejledning og hjælp, kan du igen få et sundt forhold til mad.

Hvad er en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, som indebærer at man har et problematisk, usundt og tvangspræget forhold til mad. Størstedelen af personer med spiseforstyrrelser er unge, men også børn og voksne kan lide af sygdommen. Spiseforstyrrelser ses hyppigere hos piger end drenge. Op mod 29 % af unge piger i Danmark har et problematisk og potentielt farligt forhold til mad, krop og vægt (sundhed.dk).

Det er svært at sige præcist, hvad årsagerne er til at nogle udvikler en spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelser er indirekte selvskadende adfærd, og de fleste med en spiseforstyrrelse har det dårligt med sig selv. Spiseforstyrrelsen kan derfor blive en uhensigtsmæssig strategi til at håndtere indre uro og destruktive følelser. Med andre ord en usund måde at håndtere mentale udfordringer på. Konkret kan en spiseforstyrrelse komme til udtryk ved, at man styrer sin kost på ekstrem vis eller ved overspisning. En spiseforstyrrelse kan derfor også opfattes som en form for selvskade, som udløser eller udløses af andre problemer. Det kan f.eks. være lavt selvværd, depression, stress, angst, perfektionisme og problemer i familien.

Tegn på en spiseforstyrrelse

Anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning er de mest hyppige spiseforstyrrelser. Der findes dog flere andre typer. Spiseforstyrrelserne viser sig på forskellige måder, men har alle et problematisk forhold til mad tilfælles. Både anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning er selvstændige diagnoser og har hver især forskellige symptomer.

Anoreksi

Hvis du har anoreksi, har du ofte strenge regler for, hvad og hvornår du spiser. Anoreksi handler om kontrol over sin mad og krop. Hele dit fokus ligger på at tabe dig eller holde din vægt unaturligt lav. Personer med anoreksi spiser meget lidt og er derfor oftest undervægtige.

Tegn på anoreksi:

  • Du er bange for at tage på
  • Du vejer dig hele tiden og tæller konstant kalorier
  • Du stiller strenge krav til din mad
  • Du frygter fedt og kulhydrater
  • Du motionerer overdrevent eller tager medicin for at holde vægten nede
  • Du føler dig tyk uden at være det
  • Du er undervægtig og har tegn på underernæring

Kroppen har brug for mad, den har brug for fedt, protein og kulhydrater. Derfor har anoreksi også mange negative konsekvenser. Underernæring kan give alvorlige fysiske problemer som skrøbelige knogler, nedsat vækst og hjerteproblemer. Anoreksi har også uhensigtsmæssige mentale konsekvenser som søvnbesvær, isolation og uro. Anoreksi er farligt – og kan i værste fald være årsag til for tidlig død.

Bulimi

Kendetegnet ved bulimi er, at du spiser store mængder mad, for efterfølgende at kaste op eller tage afføringsmiddel for ikke at tage på i vægt.

Tegn på bulimi:

  • Du tænker konstant på mad
  • Du fokuserer på din krop og vægt
  • Du spiser hurtigt store mængder mad, og kaster det hele op igen
  • Du dyrker ekstremt meget motion eller tager medicin for ikke at tage på
  • Du spiser i smug
  • Du har peioder, hvor du slet ikke spiser
  • Du føler dig tyk uden at være det

Gentagne opkastninger eller brug af afføringsmiddel gør skade på kroppen. Bulimi skaber mange farlige konsekvenser som forstyrrelse af hjerterytmen, lavt blodtryk, mavetarm-problemer, kroniske afføringsproblemer og skade på spiserør og tænder. Bulimi kan altså give kroniske problemer gennem hele livet. Problemer som ikke blot forsvinder ved, at opkastninger og brug af afføringsmiddel stopper.

Tvangsoverspisning

Tvangsoverspisning også kaldet ’binge eating disorder’ (BED) er kendetegnet ved, at du spiser store mængder mad. Overspisningen sker ofte i smug og skaber en kortvarig følelse af velbehag og ro.  Men bagefter kommer følelsen af skam. Til forskel fra bulimi kaster du ikke op eller tager afføringsmiddel.

Tegn på tvangsoverspisning:

  • Du spiser hurtigt store mængder mad
  • Du fortsætter med at spise, selvom det giver ubehag
  • Du har svært ved at mærke forskel på sult og mæthed
  • Du spiser, selvom du ikke er sulten
  • Du holder dine spisevaner skjult og spiser f.eks. i smug
  • Du har mistet kontrollen over dit indtag af mad

Tvangsoverspisning er en sygdom, det er derfor ikke nok, at du forsøger at tabe dig. Det er meget svært at komme ud af selv. Tal derfor med nogen om din udfordring. Tvangsoverspisning har flere konsekvenser som isolation og skam, hvilket resulterer i mere overspisning. Personer som lider af BED er typisk overvægtige, hvilket øger risikoen for svære sygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme.

Søg hjælp hvis du har en spiseforstyrrelse

En spiseforstyrrelse er farlig, det slider både på kroppen og sindet. Spiseforstyrrelser kan komme til udtryk på grund af bagvedliggende problemer, men en spiseforstyrrelse kan også udløse anden psykisk mistrivsel. Derfor er det vigtigste råd, at du søger professionel hjælp, hvis du kæmper med en spiseforstyrrelse. Hos Elevaid kan du få professionel hjælp til at håndtere din spiseforstyrrelse. Gennem online terapi kan du i trygge omgivelser få rådgivning, så du igen kan få et sundt forhold til mad, krop og vægt.

Kontakt os her og få hjælp.

Hjælp mod spiseforstyrrelser

En spiseforstyrrelse er farlig og du bør søge hjælp, hvis du har en spiseforstyrrelse. Der er handlinger du selv kan iværksætte for at begrænse din spiseforstyrrelse: 

  • Lav en plan for din dag, så du skaber struktur og får mere overskud.
  • Flyt fokus fra bekymringer, ubehagelige tanker og følelser. Læs en bog, spil et spil eller ring til en ven.
  • Sørg for at få nok søvn. Har du problemer med at falde i søvn, så prøv med vejrtrækningsøvelser.
  • Vær kritisk overfor dine negative tanker. Du skal ikke tro på alt, du tænker.
  • Bryd tavsheden. Fortæl andre om din spiseforstyrrelse. Du får det typisk bedre af at være åben frem for at lyve.